Persona

Som en del af mit valgfag Hands-On Digital Markedsføring har jeg opbygget min egen hjemmeside, og i den forbindelse har jeg udarbejdet en persona, som repræsenterer den målgruppe, jeg ønsker at tiltrække til både min hjemmeside og LinkedIn. For at kunne udvikle denne persona har jeg analyseret flere praktikopslag og undersøgt forskellige virksomheder, jeg finder relevante og interessante i forbindelse med min kommende praktik, som markedsføringsøkonomstuderende.

Gennem denne research har jeg opnået indsigt i, hvilke kompetencer virksomheder søger, samt hvilken tone, termer, begreber, ordvalg og formuleringer de anvender, når de henvender sig til kommende praktikanter. På baggrund af dette har jeg udarbejdet min persona, som fungerer som et aktivt værktøj i mit arbejde med min hjemmeside. Personaen hjælper mig med at målrette både indhold, sprogbrug, layout og opbygning, så det skaber værdi for den målgruppe, jeg ønsker at ramme og som jeg håber besøger min hjemmeside og LinkedIn.

Mød Camilla

Camilla er 34 år, gift og mor til to små børn. Hun arbejder som Marketing- og rekrutteringsansvarlig i retailbranchen, hvor hendes fokus ligger på branding, kampagner, SoMe-indhold, SEO og rekruttering. Med en professionsbachelor i kommunikation og markedsføring har hun en stærk faglig baggrund og er vant til at arbejde både strategisk og praktisk med virksomhedens markedsføring.

Camilla er en engageret, kreativ og struktureret person, der holder sig opdateret på nye digitale trends og som samtidig har høje forventninger til de kandidater og samarbejdspartnere, hun vælger at involvere.

Billede af min Persona til min hjemmeside og LinkedIn

Hvad motiverer Camilla og hvilke udfordringer møder hun?

Camilla tiltrækkes af klart, værdiskabende og professionelt indhold, der hjælper hende i en travl arbejdsdag. Hun motiveres især af:

  • Konkrete resultater og brugbare eksempler
  • En tydelig kobling mellem kreativitet og struktur
  • Selvstændighed og initiativ hos samarbejdspartnere eller praktikanter
  • Indhold, der er hurtigt at afkode og sparer tid
  • Faglighed formidlet på en let forståelig måde

Camilla oplever dog også en række udfordringer, som påvirker hendes behov og valg :

  • At finde kandidater, der både er kreative og strukturerede
  • At få friske idéer, der kan inspirere virksomhedens marketing
  • At skabe balance mellem læring og output fra praktikanter
  • At få ekstra hænder til drift og eksekvering af content, SEO og SoMe
  • At sikre, at nye profiler hurtigt bliver selvkørende og ansvarstagende

Disse motivationer og udfordringer har været centrale i udarbejdelsen af Camilla som persona, da de viser, hvad der skal til for at skabe værdi for hende samt hvilke budskaber og vinkler, der skal til for at indholdet rammer rigtigt.

Tone, ordvalg og kommunikation, der taler til Camilla

Camilla foretrækker kommunikation, som er:

  • Klar og professionel
  • Faglig, men let at forstå
  • Kreativt og inspirerende
  • Imødekommende og positiv
  • Personlig uden at blive for privat

Camilla responderer godt på indhold, der viser:

  • Struktur og overblik
  • Resultater og før/efter eksempler
  • Visuel formidling
  • Step by step guides

Tone og ordvalg skal derfor afspejle professionalisme, varme, kreativitet og handlekraft, for at ramme hende.

Hvor søger Camilla viden og inspiration?

Camilla er digital stærk og bruger flere platforme aktivt både i sit arbejde men også privatliv. Hun søger viden og inspiration gennem:

  • LinkedIn, til rekruttering, faglig sparring og netværk.
  • Google, til hurtige svar, research og SEO-relateret viden.
  • Instagram, til visuelt indhold, kampagner og storytelling.
  • Facebook, til fællesskab, kundedialog og bredere målgrupper.
  • TikTok, til trends, visuelle formater og idéudvikling.

Når Camilla søger nye potentielle kandidater, bruger hun:

  • LinkedIn
  • Samarbejde med uddannelsesinstitutioner
  • Job- og praktikportaler
  • Anbefalinger fra sit netværk
  • Opsøgende henvendelser fra kandidater

Derfor er det vigtigt, at både min hjemmeside og min LinkedIn-profil taler direkte til hendes behov, viser mine kompetencer tydeligt og fremstår professionel, overskuelig og værdiskabende.

Se, hvordan Camilla indgår i mine andre projekter

Vil du se, hvordan jeg aktivt indtænker Camilla i mine andre projekter? Klik nedenfor og udforsk min portefolio.